🏸 Kvalitet 1 – Ungdomstræning – Fokus på teknisk udvikling 🎯
Dette hold er målrettet ungdomsspillere, der er videre end begynderstadiet og som ønsker at udvikle sig teknisk i et seriøst træningsmiljø. Det er ikke et åbent begynderhold, og deltagelse sker efter aftale med trænerteamet.
I træningen lægger vi stor vægt på, at spillerne øger deres bevidsthed om egne færdigheder, og at de lærer at øve sig målrettet og koncentreret. Vi ser det at gøre sig umage som en træningsdisciplin i sig selv – og som en forudsætning for reel udvikling.
Indhold og metode
• Fokus er på slagteknik og benarbejde frem for kamp- og taktisk træning
• Træningen tilpasses individuelt, men foregår inden for en tydelig fælles struktur
• Vi anvender oplæggere fra klubbens ældre spillere, hvilket sikrer høj kvalitet i træningsøvelserne
• Der arbejdes med både konsistens og korrekt teknik frem for intensitet alene
• Træningen afsluttes med ca. 30 minutters motorisk udfordrende øvelser med fokus på koordination, balance og bevægelseskontrol – som en integreret del af spillernes samlede udvikling
Et miljø med faglig sparring på tværs Flere ungdomsspillere fra andre klubber deltager også på holdet. De søger træningen i Kolding BK, fordi de ønsker et fagligt miljø med fokus på teknisk læring og langsigtet udvikling. Det høje tekniske niveau og den gennemgående træningskultur gør KBK til et attraktivt træningsmiljø for ambitiøse ungdomsspillere – uanset klubtilhørsforhold.
Instruktør
Hjælpeinstruktør